Dato: 09-06-2022
Tid: 16.00
Sted: Museet i Kannikegården, Ribe
Museumsinspektør ph.d. Morten Søvsø
                                                                                                                                                                                               
Ved udgravninger i 2008-2013 forud for byggeriet af Kannikegården stod det klart, at arkæologerne her havde fundet Danmarks ældste kristne gravplads anlagt i årene efter etableringen af den første kirke i 855. Indtil disse fund havde det sikreste vidnesbyrd om kristningen af vikingetidens danskere været inskriptionen fra ca. 965 på den store Jellingesten.
Ved udgravninger under Kannikegården fandt man ikke færre end 83 grave, heraf flere fra 800- og 900-tallet. Kirkegården antages anlagt i tilknytning til Ribes tidligste kirke, som efter al sandsynlighed har ligget hvor Domkirken ligger i dag. - I udstillingen kan man ved selvsyn se resterne af Danmarks ældste murstensbyggeri, som stammer tilbage fra anden halvdel af 1100-tallet. Ruinen udgør resterne af refektoriet, – spisesalen i den oprindelige Kannikegård, der var hjem for de kannikker, som gjorde tjeneste i Domkirken.

Begrænset deltagerantal – tilmelding nødvendigt til Kirsten Tygesen fra d. 26. maj på 4027 0028 (der kan ikke benyttes telefonsvarer).