Dato: 26-08- 2017
Klokkeslæt: 09.00 - 17.00
Sted: Afgang fra Odins Plads
Turledere:Erik Henriksen og Lars Ilsøe


Turen går til Søby Brunkulslejer, der ligger i nærheden af Kølkær og Fasterholt. I perioden 1940-1970 blev der på et meget stort areal gravet brunkul, og herved opstod det såkaldte Søby Klondyke. I perioder var der i Søby omkring 2.000 fastboende mennesker beskæftiget med udvinding af brunkul, og i travle perioder arbejdede helt op mod 5.000 mennesker med brunkullene, der skulle graves fri under enorme mængder af sand og jord. Arbejdet var meget slidsomt og farligt. Dybden fra overfladen til brunkulslagene kunne variere mellem 4 til 22 meter, og risikoen for sandskred var en del af den daglige trussel for arbejderne, der ofte gravede uden større sikkerhedsforanstaltninger.  I 1977 åbnede Søby Brunkulsmuseum, der bl.a. rummer datidens beskedne boliger med informative udstillinger af det hårde arbejde.                                                       

Ved ankomsten til Brunkulsmuseet vil vi blive vist rundt af en guide, der vil fortælle historien om Søby Brunkulslejer og derefter køre med os i bussen til nogle udsigtspunkter i det særprægede brunkulslandskab, som naturen nu har overtaget.                                                                                                                                    

Den medbragte frokost kan indtages ved 13-tiden i Spiseskuret, som er en del af Brunkulsmuseet.                 
Kl. 13.40 kører vi til Uhre Kirke, der er en landsbykirke opført i 1920, og som har en overraskende og moderne udsmykning fra 1993. Tidligere sognepræst Inge Marie Mols vil her give os fortællingen om den helt anderledes udsmykning af Uhre Kirke. Efter endt besøg i kirken går turen tilbage til Ribe med forventet ankomst ved 17-tiden.
Medbragt kaffe må gerne drikkes i bussen.                                                 
Praktiske forhold: Max. 48 deltagere. Medbring frokost og drikkevarer, samt kaffe til turen. 

Turens pris for bus, entré  og guider er 250 kr. pr. person for medlemmer af Det antikvariske Selskab, Esbjerg og Omegns Museumsforening og Museumsforeningen for Fiskeri- og Søfartsmuseet  . Betal venligst kontant eller med mobilepay  i bussen.                                                                                                                            

Tilmelding kan ske til Erik Henriksen på tlf. 51 25 42 68 fra søndag d. 20/8 til fredag d. 25/8. Telefonsvarer kan ikke benyttes.